ROADTRIP Day Three

Efter en temmelig larmende nat på ”Drovers Inn” – en rigtig Aussie-pub i en ”større” australsk by (2500 indbyggere, et supermarked og hele tre pubber!) var vi rimelig glade for at kunne køre videre. Modsat de to svenske ”kromutter”-piger som skulle arbejde på pubben i NI UGER! De var rigtig søde bortset fra den lille detalje at de gav os værelset som lå lige ovenpå en af pubben/diskotekets højttalere. Vi kan afsløre at det helt store hit blandt landsbyknolde i Moora var ”I wanna dance with somebody”…

Med dejlig takeaway-kaffe i kopholderen kørte vi videre gennem et landskab som var helt anderledes end dagen inden. Vi var kommet til farmer-country. Her var bushen nærmest ikke-eksisterende og det var kun den røde jord i siden af vejen som forsikrede os om at vi stadig var i Australien. Landskabet mindede lidt om det engelske med små, grønne bakker og masser af får! Dagens første stop var New Norcia en virkelig idyllisk lille plet. Byen bestod af et fungerende munkekloster, et museum om klosterets historie og et hotel. Klosteret blev grundlagt i midten af 1800-tallet som en slags missionspost for at ”omvende” aboriginerne. Der har været en skole for aboriginer børn her indtil engang i midten af 90’erne . Tanken var vist at de skulle have lov til at beholde deres egen kultur og religion og langsomt blive tilvænnede til et liv i de hvide samfund. Det var lidt svært at regne ud om børnene var kommet her af egen fri vilje (vi tror det nu næppe) og under alle omstændigheder blev de i hvert fald adskilt fra deres familier for at komme hertil. Ret skræmmende.

Herefter bevægede vi os langsomt ned i retning af Perth og kørte på vejen gennem små byer som alle var kendte for deres ”heritage”-bygninger og rige historie. Det var skam også meget flot og hyggeligt, men som dansker er det nok bare lidt svært at være helt oppe at køre over en bygning fra 1851…

Det var sjovt at se at Australien også er landbrug og grønne bakker som derhjemme, men vi var begge to enige om at det altså er lidt sjovere at opleve de kæmpemæssige, øde vidder, røde jordveje, vilde strande og mærkelige dyreliv! Og vi var også enige om at det her kun var en første af forhåbentlig mange roadtrips!

ROADTRIP Day Two

Vi vågnede endnu engang til strålende solskin og skyndte os at stå op og løbe ud til køkkenvinduet. Jessie (den taiwanesiske pige) havde nemlig fortalt at man kunne være heldig at se kænguruer her når vejret var godt. Skippy og Co. mente nu åbenbart at det var en lidt kold morgen for de var ingen steder at se.

Efter morgenmad og røverhistorier fra hostellets hippie-ejer gik vi langs med stranden (endnu en af de turkisblå af slagsen) og op til en lille sø, hvor man kan se Jordens ældste organisme! Det lød jo ret sejt, men vi forstod ikke rigtig konceptet i det. Historien lød på boblende sten (eller sten der ånder) i vores øjne lignede det mest af alt bare helt almindelige sten… Men nu kan vi da sige at vi har set den ældste levende ”ting” i verden. Eller noget. På vejen tilbage til bilen gik vi på vores første australske ”red-dirt” vej og blev så begejstrede at det måtte fejres med et hoppebillede!

Så gik turen videre op ad kysten langs ”Indian Ocean Drive”, hvor vi gjorde holdt i den lille fiskerby Leeman og spiste frokost og undrede os over, hvordan man kunne bo sådan et sted.

Dagens topdestination var Leuseur Nationalpark som er kendt for sine mange vilde blomster. Dem var der nu ikke så mange af endnu og det meste af parken var fuldstændig brændt af efter en stor bushfire i januar. Det er både lidt fascinerende og trist at se eftervirkningerne af en bushfire. Træerne hernede er nærmest ”udødelige” og på mange af de kulsorte, afbrændte grene spirer neongrønne blade.

Vejen ind til parken var nærmest en oplevelse i sig selv. Vi drejede af hovedvejen, væk fra havet og så var der ellers bare øde! Parken ligger lige ved siden af Gibson-farmen så på den ene side af vejen lå bushen og på den anden side kunne man se det grønneste græs og køer og får der gik og græssede. Rimelig syret. Og vi fatter stadigvæk ikke helt, hvordan et landskab som i udgangspunktet er så barskt og tilsyneladende ufrugtbart kan tæmmes og opdyrkes på den måde. På et tidspunkt drejede vi igen væk fra vejen og så var der ellers red-dirt road for alle pengene! Det vi havde set tidligere på dagen var ingenting i forhold til det her.

Vi var næsten kun lige kommet ind i parken før vi så de første kænguruer! De udløste nærmest jubelråb i bilen (læs: mest fra Camilla) også selvom de var hoppet væk næsten inden vi havde opdaget dem. Det næste lange stykke tid sad vi musestille i bilen og spejdede efter flere af de små hoppedyr…

Heldet var nu ikke rigtig med os, men efter en lille hike på jagt efter de berømte vilde blomster (som der med vores danske øjne altså ikke rigtig var noget vildt i) spottede Jeppe pludselig en lille kængurufamilie med mor og to små kænguruer! Denne gang fik vi lov til at kigge på dem rigtig længe, ja faktisk kiggede de små kænguruer ligeså forbavset og nysgerrigt på os. Men så kom vi til at larme og væk var de – doing doing doing! På resten af køreturen i parken så vi nok mindst tyve kænguruer og flere af dem meget tæt på. Alle andre besøgende stoppede op og kiggede på blomster og jeg tror de synes vi var lidt mærkelige med vores fuldstændig overdrevne kænguru-fascination. For de er jo alle vegne!

På vej til vores logi for natten kørte vi i over 60 km på en fuldstændig øde og bælgmørk jordvej, hvor eneste tegn på liv var en stor kænguru der hoppede ud lige foran bilen (tak til Jeppes hurtige reflekser) og nogen landmænd der var ved at brænde træ af!

ROADTRIP Day One

Torsdag eftermiddag dalrede vi lidt rundt nede i byen og blev enige om at nu vi lige var herinde kunne vi jo lige tjekke hvor meget det egentlig kostede at leje en bil ved det der firma vi havde fået anbefalet… Altså ikke fordi vi skulle leje en bil lige nu, men mest fordi det ku’ være meget rart at vide til en anden gang. Det viste sig at være ret billigt og vi skulle jo egentlig ikke noget i weekenden og så gik der ellers ikke mange sekunder før vi blev enige om at vi da sku’ på roadtrip! Og sådan gik det til at vi fredag morgen ved hjælp af diverse mere eller mindre ubrugelige kort fra forskellige turistbrochurer snørklede os ud af storbyen Perth – ud til det vilde og ”rigtige” Australien! Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, Corollaen kørte som en drøm og vi (læs: især Camilla) var overdrevet begejstrede da vi kørte forbi det første ”kænguru-advarsels-skilt”! Et par timer senere sad vi i bilen i øsregnvejr og spiste frokost mens vi kiggede ud på det der normalt ville have været et pragteksemplar af en australsk strand, men som i det her vejr bare blev til en stor grød af gråt vand og sand… Lidt slukørede kørte vi ud af byen, men så pludselig (og ja her mener jeg virkelig pludselig som i løbet af noget nær et splitsekund) stoppede regnen og solen brød gennem skyerne! Jubii!! Vi kørte endnu engang ned mod stranden og denne gang levede den op til alle forventninger, det var lige før vi (læs: Camilla, igen igen) måtte knibe en lille tåre ved synet af vand der var så turkisfarvet som man kun ser det i turistbrochurer og det hvideste, blødeste sand! Her kunne man sagtens have brugt flere dage, men det er jo vinter og ikke ligefrem badevejr og vi skulle jo også videre. På vejen ud af Lancelin begyndte det igen at regne. Sådan er Australien. Fuld af kontraster og ekstremer.

Da vi ankom til dagens sidste stop ”The Pinnacles” regnede det stadig, men efter at have søgt ly en halv times tid i museet og den tilhørende butik skete det fantastiske endnu engang. Det holdt op med at regne! The Pinnacles (eller ”The Pickles” som Jeppe døbte dem) er et lidt spøjst fænomen.  I et lille stykke ørken midt mellem havet og bushen kan man se en masse stenformationer som skyder op af jorden. Her brugte vi et par timer i en næsten tom nationalpark (det er nemlig fordelen ved lavsæson og regnvejrsdage!) med at vandre rundt mellem stenene og tage fjollede billeder.

Om natten sov vi på et næsten tomt hostel i Cervantes – det var ren luksus at have det hele for sig selv og vi brugte aftenen på at snakke med en rigtig sød (og sej!) pige fra Taiwan. Hun var blevet fyret fra sit job hos Nokia pga finanskrisen og havde nu set sit snit til at tage ud at rejse i stedet for at græde snot over fyringen. Ret sejt.

Fuglenørderne på tømmermændstur

Lørdag morgen (eller nærmere middag) mens vi sad med tømmermænd og prøvede at spise lidt morgenmad kom en af vores bad-ass hostelvenner slæbende på en flaske rom under den ene arm og en flaske absinth under den anden mens han erklærede: "This place is goin' to get dirty!!"
... Og så var det lissom vi blev enige om at hvis det var det der stod på dagsprogrammet måtte vi hellere finde et andet sted at være... Forresten skulle man da også være at skarn at ligge i sin seng og have ondt af sig selv når solen skinner fra en skyfri himmel! Derfor gik vi mod Kings Park som er den største park i Perth (endda større end Central Park). Her mødte vi et ældre ægtepar som mente vi var fuldstændig sindssyge at vi sådan rendte på stranden midt om vinteren og forresten skulle vi tage at se det og det museum i Freo i stedet for at rende på marked! De var nu hyggelige. Vi fik også verdens absolut bedste chokoladekage, blev venner med en krøblingefugl og så en masse papegøjer. Normalt er der vist ingen af os der går særlig meget op i fugle, men papegøjer er altså bare lidt mere spændende end gråspurve og til sidst gik der helt sport i at prøve at spotte dem. Bare vent til vi kommer hjem så ved vi ALT om de små gøjer!

Vores crib

Så er vi officielt flyttet! Vi har både været i IKEA og fået Internet (og skrubbet lokum så man turde tage bad derude) så nu føles det næsten som hjemme på Thorsvej! Den første nat vi sov her havde vi kun vores tæpper fra flyet og så alt det skiundertøj vi havde slæbt med hjemmefra til at varme os... Puha, det var en temmelig ussel og kold søvn vi fik os der. Og ja, vores roomie virker vældig flink, men mange til rodehoved og klammert skal man altså lede længe efter. Men bortset fra det så er vores værelse altså blevet rigtig hyggeligt og vi har både veranda og dejlig have. Og så er det ikke mindst en kæmpe luksus at kunne pakke sin kuffert HELT ud og at have sit helt eget værelse som man ikke skal dele med irere der prutter og smasker i søvne!
Her kommer et lille censureret indblik i vores nye hjem....

En vinterdag i Cottesloe...

Hvis man spørger en aussie bliver det altså ikke rigtigt strandvejr før om et halvt år MINDST. Spørger man os er 22 grader og strålende solskin helt perfekt! Derfor gik turen igår til Cottesloe, den lidt mere by-agtige strand, hvor der om sommeren er Sunday Sessions = øl og solnedgang om søndagen! Og bare rolig vi har købt en kæmpe dunk solcreme... Det havde irerne ikke ku' vi se da vi kom tilbage til hostellet om aftenen!

Scarborough Beach

Scarboro er nok indbegrebet af en australsk strand - hvidt, blødt sand så langt øjet rækker, azurblåt vand, kæmpe bølger, fantastiske solnedgange og masser af surfere! Vandet var stadig ret koldt, men derfor var der alligevel masser af surfere og kajakroere - de aussiere er ikk' så sarte!

Da vi kom tilbage havde vores hostel fået besøg af en lillebitte kænguru-baby! Lidt bizart at spise kænguru-steak den ene dag og så stå med sådan en lille sød en i armene dagen efter... Den her Mini-Skippy bliver var blevet reddet af en australsk dame som fandt den på sin farm. De tager sig af den og giver den mad og når den engang bliver stor nok (de kan blive over 2 meter høje!) sætter de den fri. Jeg bliver stadig helt varm indeni når jeg tænker på den lille fætter...

Househunting

Det der med at finde et sted at bo er altså ikke det sjoveste i verden. Men man kan jo ligeså godt prøve at gøre det så hyggeligt som muligt. Derfor tropper vi hver dag trofast op hos "Frisk Espresso", et rigtig hyggeligt lille kaffested tæt på vores hostel som har GRATIS internet. Vigtigt! Og så er der kontortid = sidde på gumtree konstant og tjekke de nyeste annoncer, skynde sig at ringe så snart der er noget godt og være parat til at springe på en bus så hurtigt som muligt. Dette har resulteret i mange (og lange) ture med bus, endnu længere gå-ture, masser af frustration og til tider lettere desperation (vi betaler ca. 2500 kr om UGEN for et 5-sengs værelse på vores hostel!!) Til gengæld har vi også fået set en hel masse af Perth og mødt en masse mere eller mindre mærkelige/søde australiere. Heriblandt en ældre herre som lejede sit hus ud til udlændinge - helst piger fra Asien, og som tilbød os at overnatte i hans garage... Hmmm... Nej, tak du!

Men idag gav det endelig pote og vi har nu fundet et BILLIGT og stort værelse som ligger centralt, tæt på begge vores skoler, tæt på parken og i et område med masser af caféer, barer og ugentligt Farmer's market! Vi flytter ind på søndag - juhu!

Freo

Fremantle (eller Freo) er en lille hyggelig by med marked (og cupcakes!), sjove grøntsagshoveder, gøglere en masse, kaffesteder og gamle western-agtige huse! Her skal vi helt sikkert hen igen :)