Med dejlig takeaway-kaffe i kopholderen kørte vi videre gennem et landskab som var helt anderledes end dagen inden. Vi var kommet til farmer-country. Her var bushen nærmest ikke-eksisterende og det var kun den røde jord i siden af vejen som forsikrede os om at vi stadig var i Australien. Landskabet mindede lidt om det engelske med små, grønne bakker og masser af får! Dagens første stop var New Norcia en virkelig idyllisk lille plet. Byen bestod af et fungerende munkekloster, et museum om klosterets historie og et hotel. Klosteret blev grundlagt i midten af 1800-tallet som en slags missionspost for at ”omvende” aboriginerne. Der har været en skole for aboriginer børn her indtil engang i midten af 90’erne . Tanken var vist at de skulle have lov til at beholde deres egen kultur og religion og langsomt blive tilvænnede til et liv i de hvide samfund. Det var lidt svært at regne ud om børnene var kommet her af egen fri vilje (vi tror det nu næppe) og under alle omstændigheder blev de i hvert fald adskilt fra deres familier for at komme hertil. Ret skræmmende.
Herefter bevægede vi os langsomt ned i retning af Perth og kørte på vejen gennem små byer som alle var kendte for deres ”heritage”-bygninger og rige historie. Det var skam også meget flot og hyggeligt, men som dansker er det nok bare lidt svært at være helt oppe at køre over en bygning fra 1851…
Det var sjovt at se at Australien også er landbrug og grønne bakker som derhjemme, men vi var begge to enige om at det altså er lidt sjovere at opleve de kæmpemæssige, øde vidder, røde jordveje, vilde strande og mærkelige dyreliv! Og vi var også enige om at det her kun var en første af forhåbentlig mange roadtrips!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar