Travel is More: Helt i skoven!

Efter en skøn spise og badeferie langs den vestlige kyststrækning syd for Perth endte vi i pensionistbyen Augusta, hvor de lokale hyggede sig med kaffe og svømmeklub ved stranden. Tyskeren Gerhard med det fine julemandsskæg som vi mødte i supermarkedet var dog knap så begejstret for alle de gamlinge og var næsten ikke til at stoppe da han først var kommet i gang med at brokke sig over kedelige Augusta. Vi var lidt tilbøjelige til at give ham ret…

Turen gik derfor hurtigt videre østover med direkte kurs imod Australiens kæmpe Karri, Marri og Jarrah træer! Det var nu meget af vejen lidt et deprimerende syn. Før vi tog fra Perth kunne vi høre i nyhederne at der var kæmpe ”Bushfires” omkring Margaret River og længere sydpå. Det var ikke noget der fyldte meget i vores tanker selvom det jo var den vej vi skulle. Vi forhørte os som vi kom frem og de brande som var på vores rute var alle slukkede. Men ilden havde nået at gøre kål på over 3000 hektar skov og ”Bush” inden den kom under kontrol!! Det forklarede vel hvorfor vi en aften ved stranden i Augusta kunne se langt i horisonten, at himmelen blev lyst op af et ildrødt skær lidt som om at solen var ved at gå ned igen!!! Men det havde den for længst gjort.

Dagen efter kørte vi igennem det område hvor ildskæret kom fra. Det var ligesom at køre igennem en kulsort skov af træer, alt var brændt af og mange steder kunne man stadig se (og lugte) røgen ulme. Det var helt surrealistisk. Vi så ingen nedbrændte træer for ilden bevæger sig så hurtigt at den slet ikke når at få ordentligt fat. Men de her ”Bush Fires” er en del af naturens gang i Aussie og vigtig for ny vækst og mange steder så man små grønne spirer pible frem!

Efter turens hidtil længste kørestræk på hele 120 km (!) nåede vi frem til de store (ikke nedbrændte) skove! Pludselig var alting grønt og man skulle læne sig helt bagover for at se op til trækronerne. Den lange, lange køretur havde helt udmattet os så vi slog lejr ved Warren River og lavede fødselsdagsmiddag! Jeppe fandt endelig noget pind han ku’ snitte i og begyndte med det samme at makke gå-væk-myg-holdere og lave bål.

Men næste morgen sku’ man næsten tro det var en hej-myg-her-holder-vi-blodfest-kom-og-smag-holder! Heldigvis klør de ikke små meget… I hvert fald ikke Jeppes…

Så sku’ der hikes! Men ikke de der almindelige kedelige nogen, her snakker vi 75 meters LODRET opstigning. Yes, der skulle selvfølgelig klatres i træer! Men der skulle lige samles lidt mod til. For en ægte australier har da ikke brug for alle mulige fimsede sikkerhedsforanstaltninger. Næ, bare stik ham 150+ jernstange banket ind i siden af et træ med trappetrinsafstand og et hønsenet som snoede sig hele vejen op langs ydersiden af stængerne! Ja, for man sku’ da nødig dratte ud over siden. Ved ”The Bicentennial Tree” var det kun Jeppe der nåede alle de 75 meter op til udkigsposten. Efter at have set billeder af den fantastiske udsigt ærgrede Camilla sig så meget at hun tog kampen op med ”The Gloucester Tree” (som ”kun” var 61 meter højt)! Deroppe kunne vi begge nyde den fantastiske udsigt udover træernes toppe! Hvornår får man lige mulighed for det igen?

Men der er faktisk en mening med at man skal kunne komme op til toppen. Disse træer blev brugt indtil 1970’erne som ”udkigstræer”. Fra toppen kunne de spotte og udpege hvor der var ”Bush Fire”, men nu er der mest bare en attraktion og en ret så vovet en af slagsen. Jeppe siger dog stadig at udsigten var bedre fra det andet træ, men det skal man vel sige=0)

”Jeppeeeeeee” sagde Camilla efter strabadserne med kæmpetræerne. Når det er Jeppeeeeee, så ved man efterhånden at det er med en bagtanke. Milla kunne godt tænke sig et bad, så den dag endte med at vi fik et rigtigt bad med både sæbe og varmt vand. Aaaahhhh…..