For lang tid siden hjemme i Århus sad jeg til informationsmøde om Australien. Et af punkterne på dagsordenen var "Kulturchok" og jeg kan huske at jeg sad og rystede lidt på hovedet af det. For helt ærligt - vi skulle jo til Australien og ikke Kina! Vi fik at vide at i starten ville det føles lidt som at være på honeymoon - alt ville være nyt og spændende og man ville være fyldt af ren og skær lykke over hvor fedt det hele var! Men på et eller andet tidspunkt ville kulturchokket ramme en og pludselig ville det ikke bare være sjovt og fedt, men også HÅRDT at være afsted. Ja, ja den er god med jer sad jeg og tænkte. Men nu må jeg altså sande at de kloge damer havde ret! Og især havde de ret i at det ikke ville føles som et almindeligt kulturchok, men et chok over at være havnet i et skolesystem som er milevidt fra det danske! Hernede går man ikke bare til forelæsninger, laver et par oplæg og går til eksamen i slutningen af semesteret... Det er hårdt arbejde hele vejen igennem med masser af afleveringer og præsentationer og klassetimer. Og vigtigst af alt, den samlede karakter afhænger ikke bare af en enkelt eksamensopgave, men af alle de "små" ting man laver igennem semesteret. I to af mine fag har vi ikke engang eksamen. Man kan altså ikke rigtig tillade sig at hvile på laurbærrene og så bare gi' den en skalle til eksamen. Særligt ikke fordi mange af afleveringerne laves i grupper og de fleste studerende hernede har rimelig høje ambitioner! Det gode ved det her system er at man bliver tvunget til at følge med hele tiden. Det dårlige er at man sjældent får lov til at gå rigtig i dybden med noget og at man ikke rigtig lærer at "tænke selv". Men det er da helt sikkert at jeg allerede efter få uger har lært rigtig meget (udenad). Det er i hvert fald effektivt!
Så derfor har vi de sidste mange aftenener slået lejr i køkkenet, tændt for heateren og så ellers bare arbejdet amok til vi er helt skeløjede! Jeppe er blevet til en tegnemaskine som producerer amok og jeg sidder og nørder Photoshop og laver collager af Jeppe der sidder og arbejder. Og det er faktisk også ret hyggeligt... Men hvor bliver det bare godt med ferie om en lille måneds tid!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar