Vi holder sådan lidt anti-jul og tager ud og spiser japansk i aften og så får den hele armen i morgen med jule-"barbie" på stranden. Det blir jo bare ikke rigtig jul alligevel og pludselig går det lidt op for en hvor dejlig sådan en dansk jul egentlig er! Vi savner jer allesammen og glæder os til snart at se jer!! Håber I får en rigtig, rigtig dejlig jul og spis lige lidt ekstra julemad for os, ikke?

Masser af julekram og tanker fra os

Uden mad og drikke duer Jeppe ikke!



Vi var knap kommet ud af Perth og så startede Jeppe-drengens madorgie!

Selv fluerne kunne ikke slå ham ud!

Aaaaahhh... KØD og øl! Jeppe er glad

Brød og brikjuice... Det er bare ikke helt godt nok...

Men det glemmer han hurtigt når man fodrer ham med is!

Og ost...

Og marmelade, tapenade, chutney, sennep og jeg ved snart ikke hvad! Han er glad nu, men det stopper ikke her 

Ha! Tag den lede fluer!

En bolle med FLØDESKUM og marmelade til morgenmad! Det blir snart ikke bedre!

Gæt en mad!

Hvid jul!

Så blev der stille i kabinen. Det eneste man kunne høre var lyden af fiskestangen der rystede i takt med vejens huller og vindpust fra modkørende roadtrains. Men også stille på den der måde som når man ved at noget rigtig godt lige om lidt skal til at slutte og man faktisk ikke rigtig helt vil indse det. Stille på den der måde som når man kører hjem fra en dejlig ferie i Sydeuropa, men egentlig hellere ville være blevet en uge mere. Og stille på den lidt bekymrede måde. For måske står vi og vinker farvel til Svinet om et par timer og overlader nøgler og eventyr til en eller anden Micol som har forelsket sig i Svinets skønne ydre. Ja, du har sikkert gættet det. Vores tur sammen med den perfekte rejsemakker Svinet lakker hastigt mod enden. Ja, men altså kun måske. For nu skal Svinet stå den endelige og afgørende prøve! Dækhistorierne er udtænkt for vi er ”i hvert fald ikke pressede til at sælge den” og ”den bruger ingen olie” og ”nej, nej vi har da ikke købt flybilletter til om en uge!!”

Men lad os skrue tiden et par dage tilbage, til dengang hvor der stadig var liv og glade dage i kabinen og nye eventyr forude! ”Welcome to Australias Best Beaches” stod der på skiltene da vi trillede ind i Esperance. Nu sku’ vi sørme (læs: ”satanedme”!) på stranden! Damen på turistbureauet kiggede lidt undrende og elevatorøjnene kørte op og ned. Men det forstod vi ingenting af. For hvad er der galt med tre dage gamle svedige t-shirts, fedtet hår, vildvoksende skæg og joggingbukser med spor af hele sidste uges madindtag? Vi turde næsten ikke spørge, men måtte jo til det. ”How’s the weather looking the next few days?”, peb vi stille frem som om vi ikke rigtig ville høre svaret. Eller egentlig godt vidste hvad dommen ville lyde på. Og ja, ganske rigtigt. REGN. REGN. REGN. De næste tre dage… Jamen, så bliver vi da bare fire dage! Eller så længe der nu skal til for at opleve Australiens (måske verdens) bedste strande i solskin.

Og faktisk tegnede det ganske godt, ja, selv i gråvejr var der altså noget helt særligt over Esperances strande. Næste morgen vågnede vi på p-pladsen til ”Ten Mile Beach” og sørme om solen ikke skinnede! Mens vi sad og spiste morgenmad kom små drenge slæbende op med laks ligeså store som dem selv. Jeppe strøg op af stolen. ”Hvor pokker kom de fra?!” Det viste sig at være en garvet morgenfisker som stod nede på stranden og hev den ene kæmpelaks op efter den anden! I deres iver og gode fangst lykkedes det de glade fiskere at smække nøglen inden og som tak for at de måtte låne vores skruetrækker fik Jeppe sørme lov til at vælge sig en fisk! Så sådan gik det til at vi på vores første aften i ”Lucky Bay” (=verdens hvideste strand) kunne mæske os i lækker laks fra ”Barbien”.

De næste par dage tilbragte vi ved ”Lucky Bay” i MEGET omskifteligt vejr. Men mest af alt temmelig gråt og vådt. Men så var det jo heldigt at campingpladsen bød på særlinge som ”Absolutely, man”-drengen, ”Stripper-Fritzl” der glemte at der godt kan sidde nogen og kigge ud bag tonede ruder når man ellers lige troede man var alene og ikke mindst de lokale kænguru-beboere der hver morgen sørgede for at slikke ”Barbien” ren!

Så endelig en morgen vågnede vi op badet i vores egen sved! Det måtte være et godt tegn! Og ganske rigtigt solen skinnede fra en skyfri himmel. Nu kunne man endelig se hvad alt det der ”fuzz” med den hvideste strand handlede om. Sjældent har man oplevet at gå i sand der er så fint og hvidt som mel og knaser mellem tæerne som var det sukker! Vi gik helt i barndom og måtte kaste os ud i bølgerne som to små vandhunde.

Vi udnyttede også det gode vejr til en rask bjergbestigning. Kunne det ikke blive til ”Bluff Knoll” så måtte vi jo hapse ”Frenchman Peak” i stedet. Det var nu mest af alt en rask spadseretur og blev aldrig rigtig en udfordring for to bjerggeder som os. Selvom vi prustede ligeså slemt som de to 60-årige der krydsede vores vej klarede vi turen op og ned på lige godt halvanden time.

Efter tre dage skete det forfærdelige. Vores snack/kage/slik-beholdning var skrumpet ind til en halv pose sukker og lidt kanel og et kort sekund overvejede vi at køre de 150 km t/r til Esperance for et dejligt stykke kage… Men så kom Jeppe på en genial redningsplan som vi hermed vil give videre til alle slikmunde i nød!

1.       Sørg for at alle med-campister er gået i seng og køkkenet er mørklagt. Denne operation fungerer bedst uden vidner.

2.       Kom fedtstof på en pande.

3.       Drys et jævnt lag sukker på panden.

4.       Tilsæt stødt kanel efter behov.

5.       Tænd for svag varme.

6.       Vent til sukkeret smelter og tag så panden af blusset.

7.       Hold øje med massen og når du føler at den bøjelig og kan slippe panden uden at flyde væk rulles den til en lang pølse.

8.       Du har nu en kanel-bolsjestang!

Ja, det var bare en ud af mange helt fantastiske retter vi har udviklet på denne tur. Et andet sikkert hit var hvidkålskarry stuvet i kokosmælk og cowboygryde. Sig endelig til hvis I er interesseret i opskriften på disse lækkerier! Survival, survival, survival.

P.S. Vi sidder nu på Internet-café i Perth og har LIGE SOLGT BILEN!!!! Så nu står den på hygge og afslapning og no stress i hele julen! Vi er igen på hostelvognen så der kan Skypes amok!

P.P.S. Undskylder på forhånd billedstormen. Men det er så svært at vælge!

Selv i gråvejr er det ikk' så ringe

Bilen der ikke ville sælges...

Næste stop var Albany. Og for at komme hertil måtte vi ud på turens hidtil korteste strækning fra A til B. 23 km kunne det blive til. Her var planen at få lavet en gumtree-annonce på bilen og så ellers bare videre. Men endnu engang blev vi overraskede og irriterede over at opleve hvilket IT U-land vi er havnet i! Projekt ”Sætte bil til salg” endte med at tage to dage og koste blod, sved og tårer. Faktisk skulle man tro at der var en mening med at den bil bare ikke kunne blive sat til salg. Ja, det var i hvert fald, hvad Camilla i et desperat øjeblik prøvede at bilde Jeppe ind!

Vi nåede også at lave turens første ”Barbie” med en dejlig, stor, fed bøf og en iskold Sierra Nevada Pale Ale til at skylle testestoron-stykkerne ned gennem spiserøret.

Herefter var planen at bestige Vestaustraliens tredje højeste bjerg, ”Bluff Knoll”. Men efter en næsten søvnløs nat, hvor regnen spillede trommer på taget så det rungede i hele Svinet og man ikke kunne lukke et øje stod det hurtigt klart at det vist ikke rigtig blev til noget. Da vi kørte forbi ”Knolden” kunne vi end ikke skimte den fordi skyerne og tågen havde gjort hele landskabet til en stor grå masse. Regnede silede stadig ned og i radioen snakkede de om massive oversvømmelser i området lige nord for os! Denne gang havde vi hverken tid eller lyst til at vente på bedre vejr og satte i stedet kursen stik øst mod Esperance. Undervejs måtte vi flere gange krydse små floder der havde indtaget hele vejen. Et sted måtte vi endda vende om af frygt for om det lille Svin ville kunne klare mosten. Nu sidder vi i bilen og så langt øjet rækker er himlen grå og tung, vi er lige blevet overhalet af et roadtrain, der fyrede en hel svømmehal henover os og nu kommer vi pludselig i tanke om noget den gamle mand fra møntvaskeriet fortalte os. Vejret hernede er ganske uforudsigeligt bortset fra at vejret i Denmark næsten altid når til Esperance med en dags forsinkelse. Hmmm… Men hvad gør det når Svinet efter turen hos mekaniker-Pete kører over 10 km på literen? Og man lige har købt lakrids og radioen er tunet ind på AM, hvor de lige har fundet ud af at man helst ikke skal spise junkfood og at motion er sundt? Håber I alle har det godt derhjemme i juletiden og hvis I ikke kan spise hele anden, flæskesværen, sylten og den varme Stryhns så send endelig resterne herned!!

Lidt strandliv blev det også til på "Misery Beach"

Det hele var så godt…

Lige indtil Svinets fire Powermax dæk trillede ind over grænsen til ”The Shire of Denmark”. Det var noget vi længe havde set frem til, måske fordi vi tænkte at det ville være lidt ligesom at komme hjem. Bare bedre, for vi er jo i Australien. Området bød på steder med navne som ”Bornholm Beach”, ”Cosy Corner” og ”Peaceful Bay” befolket af hippier og små nicheforretninger der producerede chutney i alle mulige afskygninger, cider, blåskimmeloste og vin! Ja, det hele tegnede så godt. Men lige med et blev vi revet ud af vores idylliske, fantasifulde forestillinger om livet i ”Denmark” og hevet tilbage til den grumme virkelighed. Lige med et druknede vores drømme i kaskader af vand det væltede fra den kulsorte himmel. Ja, tak velkommen til ”The Shire of Denmark”. Måske var det en påmindelse fra de højere magter om at vi ikke skal glemme hvor vi i virkeligheden kommer fra. Men vi kom jo direkte fra solbeskinnede strande med turkisblåt vand og knasende hvidt sand og vi havde glemt alt om våde tæer, regnjakker og stinkende mudder.

Vi var nu kommet til Denmark og som I nok kan høre regnede det noget så forfærdeligt. Vi havde mest af alt lyst til at træde speederen i bund og køre så langt væk som Svinet kunne fragte os. Tilbage til strand og sommer. Men hvad så med ”Cosy Corner”? Og den fantastiske kystlinje som Denmark er kendt for på disse kanter? Diverse sindssyge ruteændringer blev hurtigt afskrevet og vi blev enige om at give Denmark en chance. Faktisk endte vi med at have overordentlig svært ved at komme derfra igen. Efter et par dage begyndte skyerne at gå i opløsning og vi fik de første små glimt af blå himmel. Og nu viste det sig at Denmark var lige præcis den lille perle vi havde forestillet os. Her var hippiebørn i bare tæer og hjemmesyede klovnebukser, kæmpestore sten, der lignede elefanter, vanvittige, uforudsigelige bølger, der kommer hele vejen fra Antarktis og små beskyttede laguner med grønt vand og flere sten som man kunne springe ud fra! ”The Shire of Denmark” havde lidt af det hele. Endda også et møntvaskeri så vi endelig kunne få vasket myggelys-stanken, madresterne, støvet og det fedtede saltvand ud af bunkerne af tøj der hobede sig op inde i Svinet. Her mødte vi også en hyggelig gammel Aussie i surfershorts som rigtig gerne ville snakke og indviede os lidt i vejrsituationen på disse kanter. Hernede kigger man ud af vinduet hvis man gerne vil vide hvordan vejret er, sagde han ligeså tørt. Alt udover det er det rene gætteri. Jo, han var en vaskeægte ”dansker”.

Vi nåede også lige at få det årlige juleoptog med, hvor alle de lokale firmaer forvandlede deres busser og vans til kørende rensdyr og juletræer. Der var guirlander, glimmer og julenisser i en grad så det var svært ikke at komme lidt i julestemning. Hele balladen kørte op og ned af de få gader i byen og smed med karameller og juleknas til højre og venstre til de lokale unger og Jeppe som lykkedes at hapse et par stykker for næsen af de små. Sjældent har vi set så mange hippier i alle aldre og afskygninger! Og vi kan afsløre at de helt store modehits i Denmark lige nu er fodformede sandaler og sko, hjemmefarvede tørklæder, sjaler og pludrebukser, dreadlocks (hvis man er rigtig vild) og uopdragne, men søde hunde (og børn).

Yes, Denmark havde det hele. Men nu måtte vi altså videre og næste stop var ”Cosy Corner”. Planen lød på en overnatning og hvis Camilla ikke havde vovet sig ind på det stinkende tørkloset var det nok også blevet ved det. På toilettets væg hang en annonce for ”Mechanical Repairs, Campervan Repairs done just up the hill”. Svinets olieforbrug havde længe været noget alarmerende, men jyden Jeppe ville jo ikke betale de små 1000 kr som alle de rigtige mekanikere forlangte. Og hans trænede øje kunne hurtigt slå fast at der var var tale om noget sort. Så vi skramlede op af bakken og kom til ”Thylejren Downunder”. For enden af markvejen lå et faldefærdigt hus omgivet af gamle trailere, en lastbil, to noget ramponerede campingvogne og en camouflage-mønstret metalkasse på støttefødder med udendørs sofalounge nedenunder. Det her ligner da ikke ligefrem en mekaniker, mumlede Jeppe. Mens en lang, tynd mand med hippie-hestehale og bredt smil gik os i møde. Lidt efter væltede en irsk-engelsk lignende mand ud af camper-bussen mens han gabte og tørrede søvnen ud af øjnene. Vi var havnet hos Andy og Pete, som snildt kunne fikse den bil i morgen, eller dagen efter, eller i løbet af ugen så næste morgen kørte vi igen den lange vej op af bumlebakken. Og mens Pete fiksede bilen fik vi os en rigtig hyggelig snak med Andy om hvordan man skulle redde hvalerne og om deres planer om at krydse ørkenen i en kæmpe konvoj af campervans og lastbiler og geder og børn! Vældig hyggelig fætter. Han tilbød os også at blive hos dem som ”woofere” (=bo og spise gratis mod at man hjælper med et stykke arbejde), men efter en uge i ”The Shire of Denmark” måtte vi altså videre!

Greens Pool

Blærerøven Jeppe

Elefanten Milla..

Tre elefanter!

Sydhavet bankede ind i Albanys klipper

Helt i skoven!

Efter en skøn spise og badeferie langs den vestlige kyststrækning syd for Perth endte vi i pensionistbyen Augusta, hvor de lokale hyggede sig med kaffe og svømmeklub ved stranden. Tyskeren Gerhard med det fine julemandsskæg som vi mødte i supermarkedet var dog knap så begejstret for alle de gamlinge og var næsten ikke til at stoppe da han først var kommet i gang med at brokke sig over kedelige Augusta. Vi var lidt tilbøjelige til at give ham ret…

Turen gik derfor hurtigt videre østover med direkte kurs imod Australiens kæmpe Karri, Marri og Jarrah træer! Det var nu meget af vejen lidt et deprimerende syn. Før vi tog fra Perth kunne vi høre i nyhederne at der var kæmpe ”Bushfires” omkring Margaret River og længere sydpå. Det var ikke noget der fyldte meget i vores tanker selvom det jo var den vej vi skulle. Vi forhørte os som vi kom frem og de brande som var på vores rute var alle slukkede. Men ilden havde nået at gøre kål på over 3000 hektar skov og ”Bush” inden den kom under kontrol!! Det forklarede vel hvorfor vi en aften ved stranden i Augusta kunne se langt i horisonten, at himmelen blev lyst op af et ildrødt skær lidt som om at solen var ved at gå ned igen!!! Men det havde den for længst gjort.

Dagen efter kørte vi igennem det område hvor ildskæret kom fra. Det var ligesom at køre igennem en kulsort skov af træer, alt var brændt af og mange steder kunne man stadig se (og lugte) røgen ulme. Det var helt surrealistisk. Vi så ingen nedbrændte træer for ilden bevæger sig så hurtigt at den slet ikke når at få ordentligt fat. Men de her ”Bush Fires” er en del af naturens gang i Aussie og vigtig for ny vækst og mange steder så man små grønne spirer pible frem!

Efter turens hidtil længste kørestræk på hele 120 km (!) nåede vi frem til de store (ikke nedbrændte) skove! Pludselig var alting grønt og man skulle læne sig helt bagover for at se op til trækronerne. Den lange, lange køretur havde helt udmattet os så vi slog lejr ved Warren River og lavede fødselsdagsmiddag! Jeppe fandt endelig noget pind han ku’ snitte i og begyndte med det samme at makke gå-væk-myg-holdere og lave bål.

Men næste morgen sku’ man næsten tro det var en hej-myg-her-holder-vi-blodfest-kom-og-smag-holder! Heldigvis klør de ikke små meget… I hvert fald ikke Jeppes…

Så sku’ der hikes! Men ikke de der almindelige kedelige nogen, her snakker vi 75 meters LODRET opstigning. Yes, der skulle selvfølgelig klatres i træer! Men der skulle lige samles lidt mod til. For en ægte australier har da ikke brug for alle mulige fimsede sikkerhedsforanstaltninger. Næ, bare stik ham 150+ jernstange banket ind i siden af et træ med trappetrinsafstand og et hønsenet som snoede sig hele vejen op langs ydersiden af stængerne! Ja, for man sku’ da nødig dratte ud over siden. Ved ”The Bicentennial Tree” var det kun Jeppe der nåede alle de 75 meter op til udkigsposten. Efter at have set billeder af den fantastiske udsigt ærgrede Camilla sig så meget at hun tog kampen op med ”The Gloucester Tree” (som ”kun” var 61 meter højt)! Deroppe kunne vi begge nyde den fantastiske udsigt udover træernes toppe! Hvornår får man lige mulighed for det igen?

Men der er faktisk en mening med at man skal kunne komme op til toppen. Disse træer blev brugt indtil 1970’erne som ”udkigstræer”. Fra toppen kunne de spotte og udpege hvor der var ”Bush Fire”, men nu er der mest bare en attraktion og en ret så vovet en af slagsen. Jeppe siger dog stadig at udsigten var bedre fra det andet træ, men det skal man vel sige=0)

”Jeppeeeeeee” sagde Camilla efter strabadserne med kæmpetræerne. Når det er Jeppeeeeee, så ved man efterhånden at det er med en bagtanke. Milla kunne godt tænke sig et bad, så den dag endte med at vi fik et rigtigt bad med både sæbe og varmt vand. Aaaahhhh…..

3000 ha af det her... Et sørgerligt syn

Føj for nogen 74 meter!

AAAArrhhhggg!! Det blæser altså lidt helt heroppe..! Og vi mangler stadig 50 meters lodret opstigning!

En lille rask 10 kms gåtur blev det også til

Uh, se mig jeg har balance som en kat

Uh, se mig jeg har fundet en lang pind

Holy moster we climbed "The Gloucester"

Der er ganske flot på toppen af skoven

Gorilla-Jeppe har fundet sit sande hjem

Jo tak, det kan man da kalde lodret opstigning!